Behandling, lindring og pleje

Her er du først og fremmest menneske

På Anker Fjord Hospice har vi fokus på det, der for øjeblikket kan give dig livskvalitet. Det er kendetegnende for den lindrende og plejede omsorg, at vi arbejder helhedsorienteret og tværfagligt. Det betyder, at du på hospice kan møde både sygeplejesker, læger, fysioterapeut, musikterapeut, psykolog, socialrådgiver, præst.

Under din indlæggelse, vil vi lindre dine smerter og symptomer. Kommer du i en stabil og symptomfri fase, kan udskrivelse til eget hjem eller plejehjem komme på tale.

Du får to eller tre kontaktpersoner, som er tovholdere for din pleje. Sammen aftaler vi, hvordan din dag skal være med udgangspunkt i dine ønsker, behov og kræfter.

På Anker Fjord Hospice bor du og eventuelt dine pårørende i egen lejlighed med udsigt over Fjordengen og Ringkøbing Fjord. Lejligheden er på 60 kvadratmeter med eget bad og separat gæsteværelse.

Du er velkommen til at tage din yndlingsstol, et par malerier, billeder eller andet med, som betyder noget for dig. Husdyr, som ikke generer andre, er også velkomne. Læs vores husdyrspolitik her.

Er du ryger, kan du læse vores rygepolitik her.