Pårørende på hospice

Vi har lige stor fokus på patienter og pårørende

På Anker Fjord Hospice har vi fokus på patienten – men vi har lige så stor fokus på jer, som er pårørende.

Det er hårdt, at se en af sine kære have det svært, og derfor har I mulighed for at få støtte fra vores personale. På samme måde kan I gøre brug af husets faciliteter som f.eks. spabad, cykler og massagestol, når der er mulighed for det.

Hvor meget eller hvor lidt I som pårørende ønsker at medvirke i plejen, er helt op til jer. Vi giver jer mulighed for at være med i det omfang, som I ønsker.

Rammerne på Anker Fjor Hospice er hjemlige. I hver lejlighed er der et selvstændigt værelse til pårørende med to senge. En overnatning koster 300 kr. pr. person inkl. alle måltider.

Efter et dødsfald

Efter et dødsfald, kan I som pårørende være sammen med afdøde i lejligheden i op til 24 timer, så der er mulighed for, at I stille og roligt kan sige uforstyrret farvel. Savnet kan vi ikke tage fra jer, men vi kan gøre afskeden værdig i det tempo, som passer jer.

Efter et dødsfald er I altid velkomne til at besøge os i det omfang, I har brug for det. Vi tilbyder også op til to psykologsamtaler.

Hver formiddag drikker alle, der har lyst til det, formiddagskaffe sammen. Også her er I meget velkomne som pårørende. Både under opholdet og bagefter.

Pårørende Café

En gang hver måned holder vi Pårørende Café. Nogle kommer for at snakke. Andre for bare at være her igen og mindes.

Pårørende Café afholdes i 2017 1. torsdag i måneden fra kl. 14.00-16.00 på følgende datoer:
05.01, 02.02, 02.03, 06.04, 04.05, 01.06, 06.07, 03.08, 07.09, 05.10, 02.11, 07.12